I dag har jeg ingen problemer med at stå foran et stort publikum og synge, men da vores band med fire mand på forskellige musik instrumenter og mig som sanger og bandets eneste pige for et par år siden havde vores første betalte optræden, var jeg rystende nervøs.
Det gik rigtig godt med vores debut, og i dag nærmer vi os en status som halvprofessionelle. Forstået på den måde, at vi tjener ganske godt på vores musik, og vi er begyndt at arbejde på at få udgivet en CD med noget af den musik, vi selv har komponeret.
Vi har ikke noget egentligt lydstudie, så vi kan ikke uden videre bare bruge vores professionelle båndoptager http://www.danguitar.dk/group.asp?group=378 til at optage musikken og så få den spillet over på en CD.
Det kræver et professionelt studie, hvis lyden skal være perfekt, men sådan et kan man leje sig ind i, så når vi har arbejdet tilstrækkeligt med alle numrene, er det planen at gøre det og så bare håbe på, at nogen vil udgive vores musik.
For mig er det normalt lidt dejligt at være eneste pige i flokken, for jeg bliver nok lidt feteret af de andre, men der er selvfølgelig også drillerier. Som kvindelig forsanger i bandet er det naturligt, at man er klædt lidt udfordrende på, så jeg er næsten altid ret nedringet og iført en temmelig stramtsiddende nederdel eller læderbukser. Der er gået sport i det for de andre at få mig til at rødme med bemærkninger om min dejlige bagdel eller lignende.
