Jeg har altid beundret de mennesker, der kan spille på et instrument. Jeg synes, det er noget af det sejeste, når en person kan tage en guitar, en fløjte eller et andet af de mange tænkelige musikinstrumenter og så bare frembringe de skønneste toner.
Jeg kan ikke selv spille på noget instrumenter, men jeg havde faktisk chancen, da jeg var barn. Både min far og mor var meget dygtige på klaver, og de har både optrådt og undervist i deres yngre dage. Men jeg var ganske enkelt for dum til at tage imod tilbuddet om at lære at spille klaver. Det har jeg fortrudt mange gange siden, når talen falder på musikinstrumenter generelt.
Faktisk blev jeg tidligere i dag igen mindet om, hvor gerne jeg ville kunne spille selv. Jeg var forbi et trykkeri i København, og de havde et personalerum fyldt med musikudstyr. Det viste sig, at de havde en meget aktiv personaleforening, der samledes og spillede alle slags musik flere gange ugentligt. Det er egentlig meget sejt gået på sådan en arbejdsplads, ikke?
Jeg må vel se at få taget hul på den gamle drøm om at lære at spille et eller andet instrument. Livet varer jo ikke ved, og en dag vil jeg fortryde – og så er det for sent. Men om jeg er musikalsk nok? Det må tiden vise!
