Investering kræver altid risikospredning uanset om det drejer sig om obligationer eller aktier eller begge dele. Men du skal ikke betale for meget for at få risikoen spredt, og det kan let ske, hvis du bruger danske investeringsforeninger. De danske investeringsforeninger koster nemlig ret ofte ganske mange penge, og derfor kan du overveje at bruge udenlandske fonde i stedet til både aktier og obligationer.
Nok er det forholdsvis simpelt at finde en fond eller nogle investeringsforeninger, der investerer i aktier fra hele verden, men når vi taler obligationer, er det faktisk en anelse sværere. Læs her mere om, hvordan du spreder risikoen bedst muligt på din investering i obligationer.
Sådan spreder du risikoen på obligationer med ETF
De kunder jeg rådgiver i Miranova.dk, spreder alt for sjældent risikoen til hele verden på obligationer. Og når de endelig gør det, betaler de alt for meget for spredningen med forskellige investeringsforeninger. Det kan uden problemer kosten 1 % af formuen, og det er lige i overkanten.
Med en udenlandsk ETF – en såkaldt exchange-traded fund eller børshandlet fond om man vil, kan man nærmest maksimalt betale en halv procent. I flere tilfælde betaler man ned til omkring 0,2 procent af den investering, man har i en ETF, og det kan altså være helt ned til en fjerdedel af danske investeringsforeninger. Man kan naturligvis også blot holde sig til at investere direkte i danske realkreditobligationer, som over de sidste ti år har givet et fantastisk afkast i forhold til risikoen. Nu er det desværre bare sådan, at historiske afkast ikke er en garanti for fremtidige afkast.
Et problem ved at købe udenlandske obligationer på egen hånd er, at de ofte skal købes i ret store portioner – fx 500.000 kroner per portion. Har man en formue på to millioner kroner kan man altså maksimalt købe fire forskellige obligationer, og det er ikke spredning nok. Her er fordelen at bruge en ETF, da der sagtens kan være 50-1.200 forskelllige obligationer i ETF’en og så koster den stadig kun 0,2 % af den investerede formue.
International risikospredning med ETF (Exchange-Traded Fund)
I tabellen er der et udvalg af ETF’ere, med globale obligationer.
ETF | Omkostning | Effektiv rente |
iShares Citigroup Global Government | 0,2% | 1,8% |
iShares JPMorgan $ Emerging Markets | 0,5% | 5,4% |
iShares Markit iBoxx Euro High Yield | 0,5% | 6,4% |
iShares Barclays Capital Euro Corporate | 0,2% | 3,9% |
iShares Markit iBoxx $ Corporate | 0,2% | 3,9% |
Total | 0,4% | 4,9% |
Udgifterne er 0,4 procent af hele investeringen, og afkastet på den relativt offensive investering er 4,9 procent. Afkastet er en prognose og er baseret på obligationernes forventede renter.
Med tabellens værdipapirer får du både obligationer fordelt på valutaer, løbetider og konkursrisiko (risikoen for om firmaet eller landet betaler pengene igen). Realkreditobligationer fra Danmark fylder ikke så meget i investeringen, men du kan selvfølgelig købe dem individuelt ved siden af. Investeringsforeninger er som nævnt noget dyrere end de omkostninger du ser i tabellen, mens der naturligvis er enkelte som er fornuftige i pris.