Hver fjerde torsdag mødes Anna, Vibeke og jeg for at spise Tapas på vores stamcafe, mens vi snakker, pjatter og sladrer. I aftes kom vi til at tale om kvinders passion for sko og tasker, og Anna fortalte, at hun har 40 par sko og nærmest lige så mange tasker. Jeg fortalte, at jeg også har mange par sko, det synes min mand i hvert fald, men jeg har også grundlæggende svært ved at skille mig af med ting, uanset om det er sko eller andet.
Hver eneste ting har jo en historie, og da jeg grinende sagde, at jeg slet ikke ville fortælle dem, hvad jeg har i mine gemmer, brød Vibeke ind og gav udtryk for, at hun har det ligesom mig.
Vibeke samler på ure, hun har gemt alle sine ure helt fra barndommens skoleur og ure, hun har købt eller fået foræret gennem tiden, og hun fortalte, at hun altid på ferierejser køber et eller flere ure med hjem.
Da vi var færdige med at more os over Vibekes mani med ure, kom jeg i tanker om, at jeg har min afdøde mors og fars ure til at ligge i mit smykkeskrin, og Vibeke blev straks interesseret. Jeg kunne huske, at min fars ur er et Seiko ur, og da Vibeke hørte dette, blev hun endnu mere interesseret, for, som hun fortalte, Seiko ur har en lang historie bag sig, det er noget nær toppen af ure, de er unikke, smukke og værdifulde. Akkurat som arkitekttegnede møbler.
